Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

08.03.2024

Kontor- og hotelbyggeri kan også opnå Svanemærket

Fortsat flere byggerier bliver svanemærkede, og fremover kan endnu flere bygningstyper end tidligere opnå Svanemærket – og det gælder både nybyggeri og renovering.

Svanemærket Kontorbyggeri

Byggebranchen har i stigende grad fokus på at opføre svanemærkede bygninger, og også når det kommer til renovering er interessen for Svanemærket stigende. Samtidigt er der nu endnu flere bygningstyper, der kan opnå Svanemærket. Således kan bl.a. bygninger til hoteller og konferencecentre som noget nyt nu svanemærkes.

”Jeg tror, der er mange, der ikke ved, at eksempelvis kontorbyggeri kan svanemærkes – og nu er det også muligt at opnå Svanemærket på bygninger til plejehjem, lægeklinikker, hoteller og konferencecentre, siger Stinus Kappel Andersen, seniorkonsulent i Miljømærkning Danmark, der forventer, at det kan være med til at øge interessen for svanemærket byggeri yderligere.

Vækst i svanemærket byggeri

Der er i dag over 4.000 svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner i Danmark. Det er mere end en femdobling på fem år.

Målet med svanemærket byggeri er at mindske den samlede miljø- og klimabelastning. Derfor er der både krav til materialer, til selve byggeprocessen og til brugsfasen – samt til håndtering af affald og recirkulering af byggematerialer. Det er bl.a. med til at fremme cirkulær økonomi og sikre mere effektiv brug af ressourcer.

Følgende nybyggeri kan svanemærkes:

  • Etagebyggeri
  • Huse, fx parcelhuse, rækkehuse og sommerhuse.
  • Skoler, daginstitutioner
  • Kontorbyggeri
  • Plejeboliger og plejehjem
  • Sundhedscentre, lægehuse og klinikker
  • Hoteller og anden overnatning
  • Konferencecentre

Flere renoveringer på vej

Også når det kommer til renovering kan det i takt med det øgede fokus på mere cirkularitet og bæredygtighed i byggeriet forventes, at flere og flere får øjnene op for Svanemærket.

”Byggebranchen spiller en essentiel rolle i forhold til den grønne omstilling, og mange bygningsejere, almene boligselskaber og kommuner står overfor en opgave med at skulle renovere dele af deres bygningsmasse. Her er Svanemærket et oplagt redskab til at imødekomme denne opgave og være med til fremme mere bæredygtigt byggeri”, lyder det fra Stinus Kappel Andersen.

Svanemærkets krav evalueres og strammes løbende for at afspejle den nyeste viden og udviklingen i markedet – og der er netop lanceret nye skrappere krav til renovering med øget fokus på cirkularitet og klima.

Svanemærket sikrer bl.a., at bygningen er miljøsaneret med fokus på både sundheds- og miljøskadelige stoffer og at nye byggeprodukter og materialer lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Svanemærket sikrer også, at affald fra renoveringen håndteres, så genbrug, genanvendelse og anden materialegenvinding fremmes. Dette er – sammen med en lang række andre krav – med til at sikre, at en svanemærket renovering både er et bedre valg for miljøet og for de mennesker, der skal opholde sig i den renoverede bygning.

Følgende bygninger kan opnå en svanemærket renovering:

  • Bygninger til kontorer
  • Institutionsbyggeri (skoler, børnehaver og daginstitutioner)
  • Hoteller og konferencefaciliteter
  • Beboelsesejendomme som parcelhuse, lejligheder, rækkehuse, studieboliger og boliger til ældre eller personer med handicap.