Årets grønne indkøber

Hvert år kårer vi Årets Grønne Indkøber blandt medlemmerne af Netværk for Miljømærket indkøb. Prisen gives til en virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til og øge efterspørgslen efter miljømærkede produkter og serviceydelser.

Tidligere kåringer af Årets grønne indkøber

Arbejdernes Landsbank - Årets grønne indkøber

Svanemærket og EU-Blomsten gør det enkelt, trygt og hurtigere at købe ind. Og så er det i tråd med bankens mål om at efterlade så positivt et aftryk på omverdenen som muligt. Derfor skal halvdelen af alle indkøb til den daglige drift være miljømærkede i 2019. Sådan lyder det fra Arbejdernes Landsbank, der netop er kåret som årets medlem i Netværk for Miljømærket indkøb.

Dansk Retursystem - Årets grønne indkøber 2016

Miljøchef Hanne Svenningsen forklarer "Som miljøvirksomhed er det vigtig for os hele tiden at arbejde på at gøre det endnu bedre - også i de daglige rutiner. Når det gælder vores indkøb, giver det stor mening at bruge Svanen og Blomsten som pejlemærker, fordi de gør en reel forskel. Derfor er vi naturligvis rigtig glade for at blive årets medlem"

If Skadesforsikring - Årets grønne indkøber 2015

Miljø- og Indkøbsansvarlig Bo Petersen fortæller: ”If er en førende virksomhed på det nordiske marked. Vi er samlet set over 6.000 ansatte, der servicerer over 3 millioner kunder, så vi kan gøre en forskel ved at efterspørge miljømærkede produkter og lægge et vist pres på producenterne. Og det gør vi. Som medlem i Netværk for Miljømærket indkøb forsøger vi at skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning. Derfor er vi selvfølgelig glade for at modtage den anerkendelse, der ligger i kåringen som årets grønne indkøber.”

Rambøll - Årets grønne indkøber 2014

Indkøber Helene Byskov Christensen fortæller "Vi har visioner om at bruge netværket internationalt i det omfang, vi kan. Vi arbejder på at få større gennemsigtighed i alle vores markeder, og der er helt sikkert interesse for at købe miljøvenligt rundt omkring i vores organisation. Det er en kæmpe fordel, at Miljømærkning Danmark har et stærkt fællesskab med vores nordiske broderlande, og det kommer vi helt sikkert til at trække på i de kommende år, tilføjer hun".

Nykredit - Årets grønne indkøber 2013

Områdedirektør i HR Service og Koncernindkøb Lars Peter Wilken kommenterer "I Nykredit melder vi klart ud til vores leverandører, at hvis to leverandører står lige, sammenlignet på de merkantile parametre, som eksempelvis økonomi og kvalitet, så vil virksomheder, der har et certificeret miljømærke have en klar fordel. Samtaler med leverandørerne er en væsentlig del af vores arbejde med miljømærkede indkøb og understøtter vores ambition om, at en stadig større del af vores indkøb bliver miljømærket".